Ligestillingen knækker i krise og udsathed, fordi vi reagerer kønsstereotypt. Kvinder holder facaden, og man ikke altid se, hvor dårligt de egentligt har det, for kvinder krakelerer indefra.
Derfor er man nødt til at tænke i køn, når man arbejder med socialt udsatte.

I Kvinden&Samfundet juni udgave bringes interview og reportage fra Hellebro, hvor Eva Riedel,
stifter af og bestyrelsesformand for Hellebro, fortæller om livet for udsatte kvinder og hvordan vi på Hellebro hjælper dem og deres børn med tryghed, mad, omsorg, vask, tøjvask og sundhedsklinik. Sommerens vigtige tema handler om, hvordan kvinder reagerer anderledes på udsathed som hjemløshed end mænd.

Unge hjemløse mænd og unge hjemløse piger er lige.

Men hjælpen skal ikke nødvendigvis manifestere sig ens for begge køn. Hellebros erfaringer med kønsdifferentiering i konsekvenserne af hjemløshed er barske. Pigerne krakelerer indefra. Det er pigerne, vi kører på psykiatrisk skadestue, ikke mændene. Det er primært pigerne, der for at overleve, konstant befinder sig i en flydende prostitutionsgråzone. Og det er pigerne, der har børn med på Hellebro. Vi gør alt, hvad vi kan for at passe ekstra på pigerne, der udgør ca. 30% af brugerne på Hellebro og afspejler dermed den statistiske kønsfordeling i ungdomshjemløsheden (SFI).

Gennem de sidste to år har Hellebro skabt en kultur, hvor begge køn passer på hinanden på hver deres måde. Hvor kvinderne kan være overmenneskeligt overbærende overfor mændenes til tider impulsive, udadreagerende adfærd, passer de yngre mænd altid på pigerne og børnene både på Hellebro og på gaderne. Ligesom i den virkelige verden er mangfoldighed en styrke og begge køn har en gavnlig indvirkning på hinanden. I accept og rummelighed overfor hinandens udfordringer. Kønsdifferentieret, om man vil. På Hellebro er vi bare stolte over de unge.

Vi passer på hinanden på Hellebro, ikke på køn.
Men der ER forskel på, hvad mændene og pigerne har brug for. Hver dag forsøger vi at tage udgangspunkt i og skabe rum for, hvad hver enkelt har brug for af tid, nærvær, omsorg, mad, praktisk hjælp med jobansøgninger, boligsøgning, lektiehjælp, kommunal kommunikation, juridisk bistand, lægehjælp og simpel voksenkontakt. For Hellebro handler det mere om, hvad der virker og empower de unge til at tro på og tager ansvar for at situationen kan blive bedre, end køn. Det er ikke nødvendigvis den tilgang de unge møder i den “virkelige verden”, men vi registrerer, at det virker.

Vi skal passe på hinandens børn – indtil de kan klare sig selv.
De unge har lært at passe på hinanden. De passer på hinandens børn. Ledelsen af Hellebro er mødre med stort M. Den største del af vores frivillige er mødre. Og der skal ikke herske tvivl om, at kvinder har været den bærende kraft i Hellebros succes. Men uden de diversificerede gruppe af mandlige hjemløse og frivillige ville vi aldrig have kunne skabe det balancerede fællesskab, der er altid inkluderer og er til gavn for begge køn, alle hudfarver, seksualitet og religion.

Hellebro nytter, flytter og gør en forskel qua vores udgangspunkt i de unge individualitet og vores fælles ansvarsfølelse. Det gavner både pigerne, de homoseksuelle og muslimerne. Og sidste ende gavner det os alle.

Kvinden&Samfundet, sommer 2017.