14.
maj
HELLEBROs unge hjemløse fik en kollektiv, stærk stemme på Arbejdermuseet, 11. maj- 5. juni 2016.
Som afslutning på Arbejdermuseets udstilling UHØRT UNGDOM blev HELLEBROs unge hjemløse inviterede til at lave det sidste indlæg i udstillingen. En mulighed for at blive set og hørt blev ivrigt grebet.
Er danske unge uhørte? Hvordan giver man sin mening en form? Og er øret i virkeligheden en større demokratisk kronjuvel end Grundloven?
På udstillingen UHØRT UNGDOM forsøger Arbejdermuseet sammen med unge fra hele landet at finde svar på de spørgsmål. Udstillingen undersøger også, hvorfor mange unge føler, at deres holdninger ikke er værd at lytte til, når forskning viser, at danske unge er europamestre i demokratiske kompetencer.
Du finder ikke mere kompetente demokrater i Europa end i Danmark. Ifølge europæiske undersøgelser ligger danske unge i top, når det kommer til viden om demokrati og tillid til folkestyret. Men de unges demokratiske selvtillid står ikke mål med deres kompetencer. De samme undersøgelser afslører, at hver tredje ung ikke føler sig klædt på til at deltage i demokratiet, og 52 % af folkeskolens ældste elever tror ikke, at deres holdninger er værd at lytte til.
Med UHØRT UNGDOM sætter de unge på HELLEBRO deres klare præg på en aktuel samfundsudfordring til debat og giver plads til at debattere ikke bare den eksisterende valgretsalder, men i endnu højere grad udsatte unges udfordringer.
På 14 dage lykkedes det at finde kreative, klare udtryk for de unges stemmer.
HELLEBROs bidrag, “Vi er på R****” beskriver med de unges egne billeder, graffiti, ord, musik og kropsdele, hvad det vil sige at være ung og hjemløs i Danmark 2016.
7 unge blev under kyndig fotografvejledning sendt tilbage på gaden med beskeden om at tage billeder, der beskrev hvordan gadelivet føles, mens en større gruppe unge gik igang med gipsinstallationer af ja, deres bagdele.
Vi vil gerne udbrede et større kendskab til hjemløshed blandt unge og derigennem være med til at skabe nye løsninger og hjælpeforanstaltninger i det etablerede system. Det er en del af HELLEBROS målsætning at facilitere og understøtte de unges evner og talenter, så både HELLEBRO-producerede musik videoer, en stor graffiti-installation og personlige skrevne historier indtager naturligvis en central plads i udstillingen “Vi er på R****”.
På samme måde som det kan være svært at passe job og uddannelse, når man går i gader og stræder hver nat, kan det være svært at finde overskuddet til kunstneriske udfoldelser. Og indimellem har der skulle arbejdes hårdt på at fastholde fokus på projektet.
Men da vi alle stod til ferniseringen – og to minutter inden havde hængt de sidste billeder op og det væltede ind med gæster, var der ingen tvivl om, hvilken forløsende gave det var for de unge at blive hørt, set og blive taget alvorligt. På vegne af alle de unge takker vi Arbejdermuseet for en sjælden følelse af kollektiv stolthed.
Når udstillingen nedtages sælges værkerne på en fundraising auktion, hvor overskuddet går direkte til de unge på HELLEBRO. Nærmere detaljer følger. 2016.