Hjem, svære hjem

Dato 05. December 2015 16:00.

I ”Hjem svære hjem” fortæller en gruppe hjemløse om at finde sig til rette som rodløse. Forestillingen giver indblik i hverdagen uden en bolig, om årsagerne til hjemløshed og om de benhårde konsekvenser, det rå liv på gaden har. Det er et liv med overhængende fare for vold, privatliv er en umulighed, og man må vænne sig til at blive undgået og ignoreret af byens befolkning. De medvirkende i forestillingen fortæller om statustabet, skammen, desperationen og de kolde nætter, hvor de går og går for at holde varmen. Men de fortæller også om følelsen af frihed, livsglæde og om at vågne under åben himmel med solen flimrende i øjenvipperne.

Hjemløshed er meget andet end fattigdom og manden på bænken. Det er også manden med job; den unge studerende som låner sofa efter sofa og den midaldrende kvinde, som ligner din mor. De færreste hjemløse opfatter sig selv som hjemløse. De troede ikke, det kunne ske for dem. Men menneskets sociale fernis er tyndt. Tyndt nok til, at en fyring fra jobbet, skilsmisse, ensomhed, stress eller sofasurfing kan føre til et liv uden hjem – og dermed et liv, der hurtigt kan lede til store sociale problemer og omkostninger for personen og samfundet.

Men måske er hjemløshed også en tilstand. Som vi alle sammen kender. Følelsen af ikke at høre til. Ikke at føle sig hjemme. Ensomhed. Kæmpe med alt, hvad man har og alligevel ikke klare den.

Edison Teateret, Edisonvej 10, 1858 Frederiksberg c

Gå på Contact.dk for billetter - det er gratis!