Peters historie: Jeg er ikke en del af det normale liv, Featuring.dk

Dato 11. maj 2016. Skrevet af

Hvordan er det at være ung og hjemløs i Danmark 2016?

Mange har svært ved at forstå, hvordan der kan være så mange unge hjemløse i dag og hvorfor de ikke hjælpes af "systemet".

Her er et uddrag fra artikel skrevet af Therese Rekling i dag på Featuring.dk om hjemløshed blandt unge, hvor to af HELLEBROs unge har deltaget med interviews. Her er Peters historie.

Peter, 27

Peter boede sammen med sin kæreste og deres lille datter i en andelsbolig, som kærestens bedsteforældre havde købt til dem. Parret havde gået og småskændes nogle dage, da det hele pludselig eksploderede imellem dem. Resultatet blev, at Peter stod en fredag aften klokken halv 12 med to poser, en rygsæk på ryggen og 200 kroner på lommen uden at vide, hvad han skulle gøre. Hans kæreste havde tilbudt ham, at han kunne sove på sofaen til næste dag, men det havde han ikke lyst til. I stedet ringede han til nogle kammerater og fortalte dem, hvad der var sket. Så tog han hjem til sine forældre, hvor hans barndomsven kom forbi og talte med ham.

I begyndelsen troede de fleste blandt venner og familie, at bruddet og Peters situation var noget midlertidigt, og at Peter og hans kæreste ville finde sammen igen efter et par dage.

”Det troede jeg egentlig også selv. Vi prøvede også, men der var ikke noget at gøre. Hverken fra hendes eller min side. Jo længere tid der gik, jo mere sur blev jeg på hende og omvendt. Vi havde en lang periode, hvor vi slet ikke kunne tale sammen. Alle ville gerne hjælpe os, men det gjorde det faktisk bare værre, at folk blev ved med at snakke om det,” siger han.

Det var en chokerende situation for Peter at stå i. Han havde aldrig prøvet noget lignende, men havde haft en temmelig almindelig familieopvækst hjemme hos sine forældre. Han havde dog hørt sin far fortælle om, hvordan han i en periode prøvede at være hjemløs, fordi hans mor døde, da han var 19 år og han ikke ønskede at blive boende i deres lejlighed.

”Min far havde været meget åben omkring det, og det var sgu egentlig meget godt at have hans erfaringer som udgangspunkt for, hvad jeg skulle gøre. Han kontaktede sine venner og sin familie, det gjorde jeg også. Det falder en meget naturligt, men alligevel er det meget godt at vide, hvad der er næste skridt,” siger Peter.

Det første stykke tid sov han på skift hos venner og forældre, men efter en måned kunne han mærke, at folk begyndte at blive trættet af ham.

”Jeg fik jeg at vide af folk, at det var okay, men samtidig fik jeg følelsen af at være en belastning selvom mange siger, det er du ikke, så føler man det alligevel selv på et eller andet tidspunkt.”

Samtidig gik det op for ham, at situationen var mere permanent end han først havde troet. Han kom i kontakt med Koefods kælder, som er et kontaktsted for unge hjemløse. Her kom han i kontakt med andre, der stod i samme situation. Det hjalp rigtig meget, at kunne tale med andre mennesker om det.

”I starten følte jeg ikke, at jeg var hjemløs. jeg ville ikke rigtig indrømme det. Jeg var meget flov over min situation. Men at komme et sted, hvor alle andre var ligesom en selv, helt almindelige mennesker, der var i en lorte-situation og så kunne snakke med dem om det, for de forstår hvad du mener. Min far havde prøvet det, men ikke på samme måde, for han havde selv taget valget, og han havde undersøgt det med sit netværk inden, så han kunne bo forskellige steder. Det havde jeg ikke. Det var rart at komme ned et sted, hvor man kunne snakke med andre om, hvad gør du, hvad gør man, når ens netværk bliver træt af en, for på et eller andet tidspunkt har du udnyttet folks gæstfrihed så meget, at det går ikke mere.”

På et tidspunkt hørte han om en fond, der hjalp enlige forældre, som han tog kontakt til. Han kom ind på deres kollegie for enlige forældre, hvor kravet er, at man skal være under uddannelse.

”Det var fint nok, for jeg gik på kokkeskole på grundforløb, hvilket jeg var startet på før, men ikke kunne klare, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle sove.”

Inden da havde han arbejdet som køkkenmedhjælper, men havde mistet jobbet lige før han blev hjemløs. Hele hans liv var brudt sammen på det tidspunkt. Han var startet på uddannelsen for at få en eller anden normal hverdag i gang, en eller anden struktur. Men han holdt ikke til det. Nu så Peter imidlertid en mulighed for at få sit liv sat i gang igen.

”Jeg fik en lillebitte toværelseslejlighed, hvor jeg kunne have min datter. Det var super lækkert, men da jeg var færdig med grundforløbet på seks måneder havde jeg ikke nogen elevplads. Det betød, at min uddannelse ikke var aktiv som den skulle ifølge lejekontrakten. Så var det ud igen.”

Igen var Peter nødt til at udnytte sit netværk. Men han aftalte med sine forældre, at han skulle se sin datter hjemme hos dem. Han kommer der hver anden uge og overnatter hos dem sammen med sin datter. Det er også godkendt af kommunen og af Peters eks-kæreste, som mødested for Peter og hans datter.

”I hendes hovedet bor jeg hos mine forældre. Det er det hendes mor og jeg siger til hende,” siger Peter.

“Hans forældre ville gerne hjælpe ham, men hvis han flyttede ind hos dem, ville han blive skåret i sin kontanthjælp, og det ville være svært for dem at have råd til noget som helst, forklarer Peter.”

”De vil rigtig gerne hjælpe mig, men så er der bare ikke nogen mad, så kommer der ikke nogen penge ind noget sted fra.”

Det er sket nogle gange, at Peter har været nødt til at sove på gaden. Det giver ham også problemer i forhold til at få sin kontanthjælp, fordi han skal dokumentere, at han opholder sig i kommunen ved at skrive nogle adresser ned, hvor han har opholdt sig, men de er ikke meget for at godkende bænken i parken, selvom det er, hvor Peter indimellem har siddet i løbet af natten.

Han går typisk i Kofoeds kælder om morgenen. Enten har han sovet hos en ven eller også har han holdt sig vågen. Når det er brændt helt på, er han taget til Agersø og besøgt sin faster og onkel. De sidder heller ikke særlig godt i det, men de kender hans situation og lader ham bo der nogle dage af gangen.

I Kofoeds kælder tjekker han sin mail og Facebook, oplader sin telefon, ser fjernsyn, taler med sin kontaktperson, der blandt andet hjælper med kontakten til det offentlige, får noget mad, får varmen.

Om eftermiddagen tager han ud til Hellebro.

”Så sidder jeg og snakker med de andre og griner og har det sjovt. Spiser. Så tager jeg ofte herfra sammen med nogle af de andre et eller andet sted hen. Der sker altid et eller andet. Der skal bare ske et eller andet. Enten finder man en eller anden hurtig nødløsning, får skrevet til nogle af sine venner, eller også prøver man at tage på et herberg eller et sted, hvor nogle af de andre bor, hvor man lige kan komme forbi en enkelt nat.”

Hvis ikke det lykkedes at finde et sted at sove, holder han sig vågen hele natten.

”Så kan jeg tage en tur ud på Christiania og gå rundt. Der er lys og mennesker. Måske tage derfra ind til byen og gå rundt der. Her i vinteren har jeg ikke lyst til at lægge mig til at sove på gaden. Jeg er bange for at jeg vil lægge mig til at dø. Jeg gider heller ikke blive overfaldet eller pisset på af en eller anden stiv idiot. Jeg har ikke selv prøvet det, men det sker for mange. Det er meget normalt at hjemløse bliver overfaldet,” siger han.

Derfor tager han somme tider, hvis han har et par kroner, ind på en bar, hvor han har en ven der arbejder.

”Så kan jeg købe en øl og sidde og snakke der nogle timer. Bare holde mig vågen indtil Kofoeds kælder åbner klokken 8. Hvis det er helt galt, falde i søvn, selvom det ikke er meningen man skal sove der.”

Det betyder, at han skal holde sig vågen i de 10 timer, hvor andre sover. Det gør det svært at koncentrere sig på en uddannelse.

”Det er svært at få noget til at hænge sammen overhovedet. Du kan ikke bygge videre på et grundlag, der ikke er der. En bolig og penge til at overleve er det vigtigste. Uden det kan du ikke fungere. Så render du rundt med spekulationer hele tiden og kan ikke få noget nyt ind. Du kan ikke slappe af og restituere.”

Hellebro har betydet meget for ham. Det er vigtigt med et sted, der er særligt for unge hjemløse, mener Peter.

”Ellers bliver det ligesom de andre steder, hvor de gamle junkier prøver at styre det hele. Så bliver der fyldt med alkoholikere og narkomaner.”

Han undgår konsekvent deres tilholdssteder.

”Hvis du ikke allerede har en nål i armen, når du kommer ind, så har du det, når du kommer ud. De kan finde på at overfalde hinanden med brugte nåle. Jeg ville aldrig komme derhen. Jeg har det dårligt bare at gå igennem Istedgade og forbi. Det er jo ikke sådan, at alle hjemløse over 30 er sådan, men det er dem, man ser. De andre fylder lidt mere på en eller andet måde. Vi har også brug for et sted, hvor vi bare kan være os. Når du kommer på Hellebro f.eks. så er du ikke hjemløs. Så er du bare dig selv og hygger. Du har ikke følelsen af at være hjemløs, når du er her. Det er ligesom at gå i ungdomsklub, hvor man hygger sig med sine venner. Hvis de gamle kom herop ville jeg sidde og føle mig hjemløs,” siger han.

Der begynder at være udsigt til en virkelig forbedring af Peters liv. Han har fået et klubværelse på et herbergs-kollegie fra 1. april. Der kan han blive boende indtil han finder noget andet, så længe han laver noget, enten ved at være i aktivering, gå i skole eller have et arbejde. Han har også udsigt til at få en elevplads snart, fordi han står øverst på listen nu. Han var hos sin fætter i en periode og fik taget en del af sin praktik, og nu får han forhåbentlig muligheden for at gøre det færdigt. Ellers har han planer om at søge ind på nogle adgangsgivende kurser til sommer på DTU. Så vil han læse til Ingeniør.

Men først og fremmest er hans store drøm at få et helt almindeligt liv.

”Jeg drømmer om at få en fast bolig. Få et godt arbejde. Det er faktisk bare det. En helt almindelig hverdag, hvor jeg kan gå ned i Netto kl 22, sidde og se noget dumt i tv. Det som alle andre mennesker gør. Som resten af familien Danmark. Der behøver ikke ske mere resten af mit liv. Der er sket rigeligt. Jeg vil bare have det godt, have et arbejde, have et hjem. Det er det jeg drømmer mest om. Og så at kunne give min datter en god hverdag. Det er også det jeg har prioriteret lige meget hvad. Hun er min førsteprioritet altid.”

Læs hele artiklen på Featuring her