Marias historie: Jeg er ikke en del af det normale liv, Featuring.dk

Dato 11. maj 2016. Skrevet af

Hvordan er det at være ung og hjemløs i Danmark 2016?

Mange har svært ved at forstå, hvordan der kan være så mange unge hjemløse i dag og hvorfor de ikke hjælpes af “systemet”.

Her er et uddrag fra artikel skrevet af Therese Rekling i dag på Featuring.dk om hjemløshed blandt unge, hvor to af HELLEBROs unge har deltaget med interviews. Her er Marias historie.

Maria, 19 år.

Det begyndte med, at hun blev lidt for rebelsk over for morens regler. De havde boet alene sammen på Nørrebro siden forældrene blev skilt, da Maria var fire år gammel, og de havde altid haft et tæt forhold. Men efter hun fyldte 17, var Maria begyndt at ryge hash og være dis-respektfuld over for sin mor.

 

”Jeg behandlede hende som om, hun var ligegyldig, ikke som et familiemedlem,” fortæller Maria.

 

”Hun var træt af at jeg hele tiden var påvirket af cannabis, når jeg kom hjem, når nu hun gjorde så meget for mig. At jeg så i det mindste ikke kunne lade være med at ryge mig skæv. Når jeg så var hjemme, orkede jeg ikke at rydde op eller at hjælpe hende med at gøre rent. Jeg behandlede det, som hun sagde, som et hotel. Jeg kom bare og sov og spiste, tog et bad og gik igen,” siger Maria.

Til sidst fik moren nok.

”Det var virkelig trist, da jeg blev smidt ud, men jeg kan fuldstændig forså min mor, for jeg behandlede ikke mit hjem eller hende særlig godt,” siger Maria i dag.

I løbet af det halvandet år Maria var hjemløs, tog moren hende tilbage flere gange. De prøvede at lave aftaler, som begge parter kunne leve med, men efter få uger opstod der konflikter igen, og Maria blev smidt ud. Til sidst besluttede de, at det var bedst, hvis Maria flyttede ud permanent, hvis de skulle redde det forhold, de engang havde haft. Ellers ville det ende galt.

”Dengang ville jeg også hellere være hjemløs. Jeg havde slet ikke prøvet sådan noget før, så det virkede som et helt nyt liv, det liv, jeg havde drømt om i lang tid, hvor jeg kunne være ude hele natten og bare gå rundt, bestemme over mig selv, spise fastfood og ryge uden der var nogen, der sagde noget. Det var bare mega fedt. Men i sidste ende bliver man rastløs, stresset, ked af det og sur, fordi nu vil man faktisk bare gerne hjem og ligge i sin seng, men det kan man ikke.”

I den første tid sov Maria for det meste hos sin kæreste.

”Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle tage hen. Mine venner og veninder har ikke altid støttet mig i min hjemløshed, fordi jeg ikke har talt så meget om det, men selv når jeg gjorde og de tilbød mig at sove hos dem, kunne det ikke lade sig gøre alligevel. Derfor boede jeg bare hos ham.”

Hun overvejede tit at sove på gaden, fordi hun følte, at hun var påtrængende.

”Det overvejede jeg mange gange. Jeg følte mig så ynkelig, jeg synes det var så ydmygende hele tiden at sove hos ham. Jeg kunne mærke at hans mor heller ikke ville have, jeg hele tiden skulle være der. Derfor sagde jeg nogle gange, at det var okay, jeg behøvede ikke at sove der, og så sad jeg på en trappesten i nogle timer og ville sove der. Men jeg endte med at ombestemme mig og bare tage hjem til ham.”

På et tidspunkt gik Maria ned i borgerservice og forklarede, at hun var blevet smidt ud hjemmefra og ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun fik to stykker A4 papir med navne på steder, hun kunne tage hen. Et af dem var Reden, som hun kunne se kun var for kvinder. Det så hyggeligt ud, så hun gik derned. Dér fortalte de hende imidlertid, at det egentlig ikke var et sted for en som hende, da de fleste der kom, enten var stofmisbrugere, prostituerede eller begge dele. Hun fik alligevel lov til at komme der, fordi hun ikke vidste, hvor hun ellers skulle gå hen. Hun var glad, fordi de bød hende inden for, men det var alligevel en skræmmende og chokerende oplevelse at blive en del af det miljø for Maria, der kom fra en god familie og faste rammer.

”På en måde er jeg meget glad for, at jeg blev kastet ud i det liv, for det har givet mig rigtig meget. Jeg har fået mere empati og kan bedre sætte mig ind i andre folks sted, fordi jeg har prøvet og oplevet, hvordan det er at være i deres sted. Når jeg snakker med andre, som har været ude i slemme ting, så er det meget rart, at jeg kan være med og forstå det,” siger hun.

Det har også gjort hende mere hårdhudet, hvilket er nødvendigt, når man står i den situation som det er at være hjemløs. Der er ikke plads til at være naiv, selvom man ikke er fyldt 20 år.

”Jeg var næsten lige fyldt 18 år, da jeg kom derude første gang. Selvom jeg var glad for, at jeg måtte være der, var det også uhyggeligt, fordi jeg jo begyndte at sammenligne mig med de kvinder, der var der. Jeg tænkte på, at den måde jeg opførte mig på, klædte mig på og talte på var lidt ligesom dem. Det var også uhyggeligt at se, at når vi sad rundt om bordet, så var der nogen der sad og var påvirkede. Det havde jeg ikke rigtig været vant til,” siger hun.

 

”Det lyder måske meget ondt at sige det, men jeg væmmedes ret meget ved det. Selvom det så ud til at være hygiejnisk, så virkede der klamt. Jeg væmmedes, fordi jeg begyndte at tænke på om jeg kom til at blive ligesom de her kvinder. Jeg gjorde det samme som dem. Jeg mødte ikke så tit op i skolen, fordi jeg ikke havde overskud til det og røg cannabis hele tiden og levede et lidt dumt liv, hvor jeg ikke rigtig passede på mig selv og sådan noget. Derfor var jeg urolig for, at jeg ville blive ved, fordi jeg blev hooked af det, fordi der ikke var noget ansvar i det liv, andet end at ryge og have det sjovt.”

Mødet med de andre kvinder i Reden fik hende til at tænke over, at sådan ville hun ikke ende.

”Når jeg sad og snakkede med de her kvinder og hørte deres alder og hvornår de begyndte at gøre de her ting, var de alle sammen omkring min alder. Det lød som om nogle af dem kom fra gode familier. Det var bare stofferne, der fik dem ud i det, så løb de tør for penge og så prostituerede de sig. Når man er desperat som jeg var dengang… jeg begyndte også at tænke: ’nå, men det er jo en meget smart måde at få penge på’. Jeg tænkte ikke, at jeg ville gøre det, men det var alligevel uhyggeligt, at jeg begyndte at tænke i de baner. Jeg tænkte, jeg kommer virkelig til at ende som dem jo længere tid jeg er her… det er jo ikke fordi jeg gik der hver dag, men jeg havde mit tøj og min taske der. Nogle gange kom jeg også og spiste der, og sov der også to-tre gange… det føltes lidt som mit hjem, selvom jeg kom og boede hos min kæreste… men når jeg ikke var hos ham, så gik jeg derhen, fordi jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle tage hen.”

Første gang fik hun lov til at sove på sofaen, fordi der ikke var nogen ledige pladser. Hun sov med alle sine ting, ellers ville de blive taget af nogle af de andre. Derfor sov hun ikke helt, men altid med et vågent øje, fordi hun var stresset og nervøs.

Omkring den tid hvor hun blev smidt ud hjemmefra, droppede hun også ud af gymnasiet. I stedet startede hun på en produktionsskole, men det var ikke nemt at koncentrere sig, og hun endte med at tage sygeorlov fra uddannelsen.

Maria nåede at være hjemløs i ét år og tre måneder før hun fik et værelse på et ungdomsherberg for unge mellem 18 og 30 år, hvor man deler bad, toilet og køkken, som hun fik gennem Kofoeds kælder. Kort tid efter hørte hun om ’Hellebro’, og der begyndte hun at komme jævnligt for at spise og være sammen med andre unge, der er i samme situation som hende selv. Derudover har hun ikke rigtig noget at lave derhjemme.

Hellebro føles som hendes andet hjem. Det er det navnlig fordi, at det er forbeholdt unge.

”På Reden forsøgte jeg også at tale med folk, sidde og se fjernsyn med dem, men de var bare så langt ude. Selvom nogle af dem her har været hjemløse i længere tid, kan vi stadig snakke om normale ting. Det er rart, fordi det føles ikke som om vi er hjemløse, det føles mere som en klub, hvor jeg kommer ned og møder mine venner,” siger hun.

Derfor er hun også overbevist om, at hun selv vil komme på Hellebro som frivillig, når hun en dag har fået styr på sig selv og sit liv.

”Det her sted har betydet, at jeg har kunnet tale åbent om min hjemløshed. Vi nærmest joker med, at vi ikke ved, hvor vi skal sove i nat. Jeg behøver ikke spille den gamle Maria, når jeg er sammen med dem. Jeg kan bare være den Maria, jeg er blevet til efter alt det, jeg har oplevet. Det er noget andet, når jeg er sammen med mine veninder, som ikke har oplevet noget lignende. Så synes jeg tit, jeg kommer til at lyde meget hård og gangsteragtig, selvom jeg slet ikke er det. Jeg havde virkelig brug for at møde nogle mennesker, der forstod det, for jeg følte mig meget alene,” siger hun.

I dag er Maria 19 år. Hun har kontakt med sin mor, men de ses ikke for tit, for så kan forholdet eskalere, men moren hjælper hende indimellem med penge og mad. Hun foreslår også af og til, at Maria skal flytte hjem igen, men Maria frygter, at det bare vil ende i det samme igen. Det ændrer ikke på, at beslutningen om at klare sig selv er hård.

”I længden giver det en stress i kroppen, som jeg stadig arbejder meget med. Du skal planlægge alting en uge frem. Du kan ikke købe en slikkepind uden at tænke på, at de 2 kroner kan blive meget vigtige en anden dag,” siger hun.

Samtidig slider det på selvværdet.

”Jeg føler mig ikke elsket, fordi jeg føler mig som et udskud i samfundet. Jeg er ikke en del af det normale liv, som alle andre lever. Jeg føler mig lidt som noget skrald. Jeg føler aldrig, at jeg er ren, selvom jeg lige har taget et bad. Jeg føler altid at jeg lugter og… ja.”

For at holde fast i det normale liv forsøger hun blandt andet at klæde sig, som hun altid har gjort.

”Jeg prøver at bevare den her hverdagsting med hvordan jeg engang var. Gøre mit værelse hyggeligt, så det minder om, hvordan det var derhjemme, så jeg har lyst til at komme der. Også bare at være ude i den normale hverdag med de normale folk, så jeg får en følelse af, at jeg er ligesom dem. Jeg har bare ikke mit eget sted at bo.”

Lige nu overvejer hun at tage en HF eller at søge ind på filmskolen. At lave film er hendes passion og hun har allerede hjulpet til på to spillefilm. Men først vil hun prøve at finde sig selv ved at tage til Chile og besøge sine bedsteforældre den kommende vinter.

”Jeg har brug for at få luftet ud, frisket op og finde mig selv og komme på plads. Bare at komme på andre tanker, være i nogle andre omstændigheder, så jeg kan få glæden og håbet tilbage igen.

Hun mener, at hun er nødt til at flygte fra situationen her.

”Der sker så meget i mit liv og i mit hovedet, at jeg er nødt til at flygte. Jeg stresser over ligegyldige ting, fordi jeg føler, der er så meget at se til, men det er der ikke. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg kom tilbage til et nyt liv efter at have været væk i en tid.”

Hun frygter, at hun misser nogle af de filmjobs, som hun drømmer om, for i den branche kan man ikke bare tage af sted og regne med, at man bare kan komme tilbage.

”Men jeg tænker alligevel, at filmskolen og det andet må vente, for jeg må først have det godt inden i mig selv før jeg kan arbejde i den branche. Det er en stressende branche, der hele tiden er i gang.”

Læs hele artiklen på Featuring her